Du kender måske nogen, som allerede har været på PLan og derfor har du også fået mod på det?
Vi vil på PLan 1 introducerer dig til PLankonceptet, og forhåbentlig give dig mod på at tage afsted igen til næste år! De fleste starter med PLan 1, som er for spejdere i alderen 13-14 år.
Patruljeliv
På PLan Holmen vil du blive placeret i en patrulje med en håndfuld spejdere du (formentlig) ikke kender i forvejen – men det kommer I til allerede i løbet af den første dag.
Personlig udvikling
Inden kurset vil vi bede dig tænke over hvad du godt kunne tænke dig at blive bedre til. Her tænker vi ikke på hårde færdigheder såsom båltænding eller flamske knob, men på de ledelsesmæssige færdigheder du har brug for som patruljeleder/-assistent hjemme i din egen gruppe.
Er du fx rigtig dårlig til at takle konflikter i din patrulje, eller fatter du ikke hvorfor de små i patruljen ikke gør, som du siger, så er det nogle udfordringer, vi kan hjælpe dig med at knække.
Fede aktiviteter

På PLan Holmen elsker vi bål, rafter og kompas, men vi ved udmærket, at du allerede har total tjek på alt dette. Derfor forsøger vi at bruge så lidt tid som muligt på klassiske spejderaktiviteter, og i stedet har vi pakket programmet med fede aktiviteter, som du forhåbentlig ikke har prøvet før.
Du kommer til at gå hjem fra kurset med baghovedet - og din kursusmappe - fyldt med gode idéer til nye og anderledes spejderaktiviteter.
P-café
Hver dag på Holmen er der afsat tid til, at du og din patrulje kan hænge ud i jeres private P-café.
Når I mødes i P-caféen er det bl.a. for at evaluere, hvordan arbejdet i patruljen kører. Jeres vejleder(e) er til stede og har en masse god teori med i bagagen. Vi taler om emnerne med udgangspunkt i det, I har oplevet, og forhåbentlig når vi omkring alle emnerne, inden ugen er omme. Når du rejser hjem fra Holmen, har du således lært en masse om ledelse - og ikke mindst om dig selv. På den måde sørger vi for, at du kommer hjem som en bedre patruljeleder.