Ryster du godteposen og dykker ned i den, så finder du teamet bag PLan Holmen. Du tror måske at vi bare er en flok storbyrotter, men vi kan og vil meget mere end det!
Teamet består af engagerede unge mennesker i alderen 19-35 år. Vi er en god blanding af både drenge og piger, som kommer fra forskellige hjørner og afkroge i Danmark. Sammen har vi dannet det ultimative PLan-team til at give dig nogle fede og inspirerende oplevelser på PLan Holmen.
I teamet er der både nogen som har lavet PLan på Holmen før, og nogen som er med for første gang. Det gør at vi har en god dynamik blandt os og at intet er overladt til tilfældighederne. Du vil derfor ikke finde bedre teamstere til at løbe om kap med dig op til toppen af rundetårn, eller sejle i kano med dig på Holmens kanal, da vi alle kender København som vores egen bukselomme.
På PLan Holmen vil du løbe ind i os på alle mulige måder;
Står du og mangler en pløk til dit telt eller kan du ikke få din gryde i kog. Så er P-vagterne altid klar med gode tips og tricks rundt omkring på lejrpladsen.
Når du sidder sammen med din patrulje, og i kaster om jer med idéer til det vildeste patruljemøde, men til sidst bare ikke kan finde hoved og hale i noget som helst. Så vil Guiderne være klædt på til at kunne give jer de bedste værktøjer, så i kan komme videre med jeres planlægning.
Om aftenen, når i er kommet igennem dagens udfordringer og skal prøve at samle op på det hele, så vil Barristaerne være der til at hygge om jer. Barristaerne sørger derfor for at I er fit for fight til næste dags aktiviteter.
Så hvis du er klar, så er vi også klar !
